Den røde fugl sad på vindueskanten foran mig. Jeg ved ikke, hvor længe den havde været der, måske timer for alt, hvad jeg ved. Jeg havde ikke været klar over, at der var sket meget omkring mig, siden far døde. Mor sagde altid, at jeg holdt fast i fars frakkehaler og aldrig lod ham komme for langt. Det lod til, da han gik forbi, at han tog hele verden med sig, og jeg var fortabt. Jeg holdt næsten op med at skrive denne bog lige her, fordi det føles som om ord i dag er så rigelige og trætte af overdreven brug. Men jeg skriver videre, og risikerer, at du tror, det bare er kliché, men hør mit hjerte. Det er de ikke. Hans bortgang drænede farven fra regnbuen og melodien fra musikken. Jeg kunne ikke finde tilbage til livet, for jeg anede ikke, hvor jeg var. Jeg var et sted mellem de levendes land og hvor far var nu. Jeg havde aldrig været her før.
 
Jeg blev først opmærksom på den røde fugl, fordi den bankede på vinduet. Det var en kold decemberdag, og bladene lå på jorden, alt, hvad der var tilbage af efterårets herlighed, var nu en mat brun måtte af rådnende blade. Himlen var grå, eller sådan husker jeg det i hvert fald. Himlen syntes altid at være grå på det seneste. 
 
Det røde udbrud kom til syne, og da han bankede næbbet på glasset, stirrede vi på hinanden. Det er ofte de uventede, tilsyneladende ubetydelige begivenheder, der starter store forandringer. Jeg vidste det ikke dengang, men den lille fugl bankede ikke bare på glasset, men hakkede i den kokon af sorg, jeg var fanget i, som en fugl, der hakkede væk i skallen, når det er tid til at blive født. Der dannedes revner i min sorg, selvom jeg ikke vidste det.